Boys, boys, boys….

Faktisk er jeg meget forarvet over, hvilken “magt” mange mænd har over kvinder..  Jeg har mødt en del kvinder, som mænd beskriver som “Hard to get, kold eller snobbet” men oftest er det vel bare fordi de har været såret før? Og prøvet at holde rigtig meget af en person, som måske svigtede hende, ved ikke at holde af hende på samme måde. Måske var hende utro, eller bare ikke behandlede hende ordenligt. Man prøver vel at bygge en slags mur op, så man ikke bliver såret på samme måde igen. Jeg kender det alt for godt, teenager kærester som knuste mit hjerte, og man siger til sig selv “Jeg skal aldrig have en kæreste igen” .. Men lige pludselig står der en, som man tror er parat til at vise en at de ikke alle sammen er ens. Man begynder at holde af en på samme måde, begynder at stole på personen og stole på at personen rent faktisk ikke vil gøre det samme som man tidligere har oplevet, mod en igen.. Murstenen fra muren man så længe har kæmpet for at bygge op, begynder at briste, og man viser mere og mere af sig selv, og lukker ham ind til sig.. Desværre sker det samme så tit igen, at han heller ikke var Mr. right. og muren bliver langsomt bygget op på ny…. Lige pt, har jeg lidt holdningen “Fuck boys & love” Det er jo egentlig helt forkert? Kærlighed er en rar ting, hvilket mænd så sandeligt også kan være.. Det er bare tanken… Tanken om at blive såret om, og om igen.. Den gør det hele så svært for en. Fuck love..

Dette er mine tanker lige pt, er der nogle derude som kan følge mig, bare lidt? Eller har i fundet den rette fyr, og lever lykkeligt??