Kender i det, at en veninde, en fyr eller andre påpeger at man ser godt ud, men at man virkelig ikke tror på dem? Jeg kan huske engang hvor jeg rent faktisk blev glad og virkelig smigret over at få sådanne ting at vide. Idag bliver jeg knap så smigret, da største delen af mig føler at de siger det for at være søde ved mig, eller for at have medlidenheden med mig.. Det er jo faktisk egentlig totalt underligt, og unormalt. Selv om størstedelen af mig, gerne vil have mig til at tro på at de har ret og at de mener det, gør jeg det ikke… Selvfølgelig bliver jeg da glad hvis nogle siger jeg er smuk, men mere ligger jeg ikke rigtig i det. Når nogle fortæller en, at de synes man er smuk, burde det jo booste ens selvtillid, i stedet for at sætte alle de fortvivlede tanker i gang i hovedet på en.. Hvornår er man egentlig smuk?
Jeg synes at alle mine venner og veninder, er smukke, på deres helt egen måde. Personligheden har for mig også meget at sige om, om man er smuk. Hvis jeg f.eks. ser en person på nettet som jeg overhovedet aldrig på nogen måder har talt med, eller mødt, og personen ikke går i lige det tøj som jeg synes er cool og generelt bare har valgt at se ud, som jeg ikke synes er pænt, så vil jeg ikke betegne personen som smuk. Mange af mine venner og veninder, går dog langt fra i det samme tøj som jeg, og vi er egentlig meget forskellige, dog synes jeg stadig at de er smukke på hver deres måde. Så jeg synes rent faktisk personligheden har rigtig meget at sige, og det er vel både godt og skidt. For selv en person jeg aldrig har mødt, men som f.eks. er som man altid selv har drømt om, så vil man jo selvfølgelig tænke “Wow hun er smuk” selv om man ikke kender hendes personlighed. Jeg må vel indrømme at jeg rent faktisk dømmer folk ret hurtigt… Udseendet gør vel altid det første indtryk på en.
Hvornår er man egentlig smuk? Jeg har opfattelsen af, at jeg ville blive smuk hvis jeg blev rigtig tynd, fik en smal talje, en stram røv og bare generelt en tynd og stram krop. Der er så meget fokus på at piger skal være åleslanke nu til dags.. Men hvorfor? Engang var en person som Marilyn Monroe definitionen af at være smuk, fordi hun netop havde former. Jeg er ikke overvægtig, men har da runde kinder, former, en rimlig stor røv og bryster hvis jeg selv skal sige det… Hvilket jeg ser som noget negativt! Jeg ville ØNSKE jeg var åleslank og perfekt, men det er og bliver jeg vel aldrig.. Jeg kan sagtens forstå at flere og flere piger får anoreksi idag, og med det samme de gør det, ser omverden på dem som sindsyge og unormale, men hvorfor? De prøver vel bare at stræbe efter det verden har fået dem til at tro, er perfekt. Jeg har selv prøvet at sulte mig i perioder hvor alt bare blev for meget for mig, og det giver et slags adrenalin rush, hvor man endelig føler at man kan finde ud af noget.. Hvilket jo egentlig er dybt forkert! Verden i dag er bare alt for svær at passe ind i, og jeg synes vi er blevet for dårlige til at acceptere hinandens forskelligheder, og rent faktisk kunne tale om vores problemer.
Dette er blot hvor mine tanker lige nu, førte mig hen.. Er der nogle der har det ligesom jeg, og har disse holdninger?
